Jeg har arbejdet med at blive bevidst om, hvad det betyder for mig i mit liv, når jeg vælger at have tillid til det. Det er meget nemt, at blive revet med af frygten for livet og alt det der sker og som vi virkelig ikke kan kontrollere. Det er en sandhed, der har kunnet give mig ondt i maven, ja ondt i hele kroppen, når jeg ikke kunne acceptere, sådan som omstændighederne nu så ud for mig. Så bliver jeg bange og trækker huen godt ned over øjnene og livets kreative ånd i mig går på stop! Og så ved jeg, at så sker der altså ikke særligt meget og jeg når ikke de visioner, som jeg så gerne vil have opfyldt. Det skete også her for nyligt med min passion om at hjælpe og undervise børn og forældre om, hvordan vi kan få det fuldstændig optimalt, fænomenalt og succesfuldt i vores liv og i samværet med hinanden. Sådan helt ægte og kærligt. Og jeg var gået i stå med alt det tekniske, som er nødvendigt for mig, er på plads og det har bremset mig længe. Så det var en fantastisk chance for mig at få kigget på, hvad er det EGENTLIGT DER SKER, når jeg bliver bange. Sådan helt basalt. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle få det vist så perfekt, kærligt og fuldstændig konkret, som jeg gjorde. Af min lille lækre og utroligt kloge dreng Mikkel, på hele 4 år. Men det gjorde han, ligesom børnene viser mig så meget andet, som jeg hele tiden kan lære af. Men denne gang var det virkelig, som var han et sendebud sendt fra universet, for at vise mig præcis det, jeg fremover resten af mit liv skal vide og huske, hver gang jeg bliver bange og bremser mig selv i min fremgang. Uden tillid til processen.
Det forløb således:
En aften efter en dejlig aftensmad, hyggede vi voksne med børnene i stuen, inden de skulle i seng. Mikkel fandt, som så ofte før, på en leg, som han inddrager hele sin verden i og denne aften var han (igen) en robot, som vi også havde haft fornøjelsen af, at have haft med til middagen. Robotten møffede sig hen foran mig og fortalte mig med sin robotstemme, at jeg skulle starte den på næsen. Det gjorde jeg, hvorefter den gik i stykker og faldt sammen på gulvet. Der lå den så, indtil far fik den geniale idé, at udskifte motoren med en ny og den skulle jeg altså levere. Så han tog motoren ud af robottens (Mikkels) ryg, tog så min motor og satte den i robotten i stedet for. Der blev hamret og lukket til og jeg startede spændt robotten på næsen og sagde højt, "Nu har du fået din mors motor, så nu er du som mor." Jeg var virkelig spændt på, hvad han så ville gøre... Men jeg blev overrasket og det skal indrømmes, en smule ærgelig over at robotten bare begyndte at gå rundt om mig i små cirkler. Jeg havde håbet på, at der måske skulle vises mig noget, jeg kunne bruge som vejledning omkring mig selv som mor og så gik han bare rundt om mig. Og endnu kedeligere, han gik ret hurtigt i stykker igen. Jeg kunne ikke andet, end at tage den defekte motor ud og sætte motoren fra hans far i, i stedet. Jeg trykkede ham på næsen og sagde igen "Nu har du fået fars motor, så nu er du som far." Med det samme begyndte den lille robot at gå på stedet med små, hurtige skridt. I samme sekund så min mand og jeg på hinanden og 10-øren faldt fuldstændig for os, hvorefter vi måtte grine. Det var det mest fantastiske billede, Mikkel viste os. Det er lige præcis det, vi hver især gør, når vi bliver optaget af frygten for fremtiden, mulighederne, dét at kaste sig ud i noget nyt og ukendt. Min mand står og går på det samme sted, uden at komme nogle vegne, mens jeg går i cirkler og skifter mellem de samme handlinger, tanker og overbevisninger, som også holder mig fast. Og selvfølgelig gik robotten i stykker igen. Jeg udskiftede for sidste gang hans motor, nu med Karolines motor. Hun sad i sofaen og "kastede" den over til mig. Jeg satte den i, lukkede og tændte på næsen og den lille robot sprang op og løb afsted over for at se, hvad Karoline hun lavede og ville lege med. Jeg spurgte ham, om robotten nu virkede og han meldte klart tilbage, at "Den er helt perfekt!"
Jeg bliver ydmyg og må bøje mig i gruset for, hvordan vi får de tilbagemeldinger, som vi hele tiden har brug for. Luk øjnene, træk vejret og synk ned i mørket og send et ønske ud for dit liv, som du gerne vil arbejde med eller have opfyldt. Og se så omkring dig, hvad der sker. Hvordan du bliver skubbet fremad, hvis du åbner øjnene for at se. Vi modtager muligheder hele tiden, som kan gøre os klogere og højere bevidste mennesker. Og jeg er overbevist om, at vores børn er den bedste sendekanal at få vist budskaberne af, når vi selv er blinde. Nogle gange er kanalen fuldstændig klar, andre gange er den lidt mere tricky og vi må gøre brug af vores visdom og intuition. Jeg har af Mikkel modtaget et kærligt og ærligt billede, jeg kan bruge til mig selv, hver gang jeg begynder at kridte skoene til cirklerne, fremfor den lige, åbne vej som er mit flow. Direkte til stjernene. Den vej, vi alle kan tage.
