Hvor mange ønsker må dit barn have? Og rigtig glædelig jul!

Vi har også lavet ønskesedler med børnene her op til jul, men det er ikke kun én gang om året, jeg gør det med dem. Jeg ved, at ønsker og drømme kan gå i opfyldelse og det lærer jeg også mine børn. Mikkel har en utrolig målrettethed for, at tiltrække sig de ting, han virkelig ønsker sig og ikke mindst, da vi var ude og handle gaver ind i legetøjsbutikken til hans fætter og kusine. Som alle børn, ville han jo rigtig gerne have mange ting i den butik og han fortalte mig det højt, ivrigt og meget slagfærdigt. Noget som jeg tror og også oplever, provokerer mange mødre og fædre, som selv lærte som børn, at der altså ikke er penge til alt og at de ikke skulle være så grådige og forkælede. Var det tilladt at ønske sig alt i hele verden uden at blive skammet ud for at have så grådige tanker? Og er det tilladt for dit barn?

Jeg stod nu i en situation, hvor jeg ønskede at lære mit barn noget andet end den traditionelle opdragelse. Jeg så med glæde på Mikkels skattejagt i butikken og jeg ville gerne kunne svare ham med en høj bevidsthed, når han begejstret løb rundt og fandt det ene fantastiske stykke legetøj efter det andet og viste det til mig og virkelig gerne ville have det lige NU. Søren og jeg havde på forhånd indkøbt et af hans ønsker til julegave og selv, hvis vi havde været umådeligt rige, ville vi stadig ikke købe alt til ham, hvad han ønskede sig. Så ville han nok nærmere nå kvalmestadiet juleaften og slet ikke kunne nyde sine gaver. Men jeg har valgt, at jeg vil lære ham i hans opvækst, at der altid er overflod i hans liv og ikke, at der ikke er nok til alle. For sådan fungerer universet ikke. Universet er ensbetydende med overflod, det er kun vores tanker og levevis, der levendegør fattigdom.

Dér i legetøjsbutikken, lyttede jeg til mit hjerte efter et godt svar til ham og jeg modtog inspirationen til, hvad jeg skulle sige til ham, da han for tiende gang kom og sagde, ”mor, jeg vil have den her”! Og jeg sagde ja, det kan jeg se Mikkel, men du får ikke den ting i dag. Og jeg kunne med det samme se, hvordan de to sidste ord gør en stor forskel i signalværdi for Mikkel og for alle andre børn, som måske normalt hører den traditionelle besked, som lyder nogenlunde ens; ”Det får du altså ikke”! Og som alligevel er i den pænere version, uden den til tider tilføjede skam til barnet over at være så begærlig. Hvilket er en egenskab, der er nødvendig for, at vi overhovedet har lyst til at realisere os selv, så absolut ønskværdigt at kunne rumme i sit liv at være grådig, begærlig, forslugen.

Når jeg siger til Mikkel, at han ikke kan få den ting i dag, viser det muligheden for Mikkel, at han stadig vil kunne få sit ønske opfyldt og det er vigtigt for ham at vokse op med, når han bliver ældre og forhåbentlig vil have ønsker og drømme for sit liv, som er mere afgørende for hans succes end et måske flygtigt legetøjsønske. Som alligevel absolut skal respekteres. Når barnet ønsker sig noget så naturligt, et det fordi, det er det oprindelige for barnet at vide, at alt kan manifesteres i dets liv og at der altid er overflod og den overbevisning er utrolig vigtig at beholde. Tænk i julen over, om det mon virkelig er naturens mening, at børn bliver født med egenskaber, som forældre skal ”fjerne”, for at de kan blive ”rigtige” voksne – eller om det er naturens højeste formål og evolution, at vi bliver født med alle egenskaber, fordi der en vigtig mening med dem. Tillad dig at ønske og tillad dit barn. Og hav så en fantastisk jul med al ønskelig overflod.

Vores valg med døden

Min elskede far er i denne tid ved at give slip på sin jordiske krop og overgå til sin næste tilstand som ren ånd. Det har været og er, en af de sværeste og mest lærerige perioder for mig i mit liv. Min far valgte, at han ikke kunne være i mit liv, da jeg var barn og først for nyligt, begyndte vi at kunne finde ind til hinanden og have en større kontinuerlig kontakt. Og da jeg så fik beskeden om, at der ikke var mere at gøre ved kræften, kom en del af mig i kontakt med følelserne om svigt og at nu forlader han mig igen og det gjorde så ondt! Men jeg kan alligevel sige, at jeg har sluppet al min vrede mod ham, for at han forlod mig og ikke tog ansvar for mig, fordi, jeg har ændret de briller, jeg ser min far igennem. Jeg har tilgivet ham, som det voksne menneske jeg er i dag, fordi jeg har opdaget, at hans kærlige fravær har været medvirkende til, at jeg var i stand til at tiltrække mig den dejlige mand, jeg er gift med og som er en fantastisk far for vores børn, da jeg nu vidste præcis, hvordan jeg ville have, han skulle være. Og da jeg sidste weekend sad hos min smukke kærlige far og holdt ham i hånden gennem fire timer og fortalte ham fra et ærligt hjerte med tårerne trillende ned, at jeg elskede ham så højt og at alt vil blive godt for ham nu, var jeg så taknemmelig for, at jeg kunne tage den smukkeste afsked med ham i fuldstændig fred og der var virkelig meget kærlighed fra os begge.

Jeg har også ændret mine briller omkring døden, efter at have været så angst for den, at jeg slet ikke turde tænke på døden tidligere i mit liv, fordi jeg blev så angst. Men jeg tror i dag fuldstændig på, at døden ikke eksisterer, der findes kun tilstande, som ændrer sig. Og at den frygt, der gennemsyrer vores samfund omkring døden, er noget vi påtager os i vores barndom, fordi det er det, vi lærer. Mit barn Karoline ved selvfølgelig, at morfar er ved at dø. Og da det blev en endelig realitet for os for nyligt, fortalte jeg hende det. Og vi havde en rigtig god samtale, hvor hun til sidst fortæller mig, at hun er bange for, når jeg en dag skal dø. Jeg stoppede nogle sekunder og jeg observerede, at jeg kunne tænke mig til et svar, som kunne lyde, a la "Det behøver du ikke, jeg dør ikke", eller "Det varer mange, mange år før, jeg dør, det skal du ikke tænke på". Standardsvar, som ville efterlade hende med en uro og følelse af, ikke at have fået den beroligelse, som hun havde brug for og svar, som udspringer af, at jeg overhovedet ikke selv har det godt med døden, hvilket hun ville kunne aflæse med det samme. Jeg kan godt huske, hvordan frygten fyldte i min lille krop, når jeg tænkte på en dag at skulle miste min mor eller mormor og morfar. Så jeg kunne sætte mig ind i, hvordan den lille pige foran mig muligvis havde det lige nu. Men i løbet af de sekunder, hun ventede på mit svar, kunne jeg også mærke det valg, jeg havde og jeg gik fra hovedet og ned til mit hjerte, hvor det rigtige svar for Karoline boede. Og ordene kom til mig, så jeg nu kunne sige til hende "At til den tid jeg skal dø, har jeg lært dig, at døden ikke er farlig, men smuk og du vil forstå døden og ikke være bange længere". Og hendes øjne og roen der faldt over hende, fortalte mig, at det var lige præcis det, hun havde brug for at vide. Og jeg kunne selv føle, at sådan vil det være, når jeg en dag skal ændre min tilstand og mit forhold til hende. Og vide, at alt vil være præcis, som det skal være. Som det hele tiden er for os.

Da nissen kom på besøg

Min mand er udenbys. Men det har ikke afholdt os fra, at have fået besøg af nissen Julius. Og det har været et inspirerende besøg, hvilket har fået mig til at hive Molly frem af gemmerne på kommoden, hvor hun næsten har siddet fast siden Karolines første jul, for 6 år siden. For se hvilken ivrig, arbejdsdygtig fantastisk lille værtinde, der kom frem i Karoline. Bordet blev dækket på mindre end fem minutter, med servietter og vand i glassene og støvsugeren blev svunget rundt i hjørnene. For Julius var jo kommet på besøg. Og moderen her, har set en lidt forhøjet tendens til, at den seksårige pige virkelig, virkelig har fået behov for, at behandle sin fireårige lillebror som hendes eget barn og vi må flere gange om dagen fortælle hende, at Mikkel altså har nok i sine to forældre. Det mente hun nu ikke her til aftensmaden, så vupti, kom Molly endelig til sin ret og ligger nu oppe i fodenden og sover, med sin kjole sirligt lagt sammen ved siden af barnesengen. Jeg var ellers ved at pakke Molly væk på loftet forleden, men så kom nissen på besøg:-)

Tak til mine største læremestre

Mine børn er mine største gaver i livet, jeg elsker dem fuldstændig helt ind i mit hjerte og jeg vil overøse dem med ubetinget kærlighed og tålmodighed. Hele tiden, 24/7. Men det kan jeg ikke, fordi de er mine spejle. Og fordi vi også skal lære hinanden om alt det, der gør ondt. Jeg har ændret mit syn på mange ting de sidste par år og det er gået rigtig stærkt, de sidste måneder, hvor jeg har været frivillig tvunget til, at arbejde med mig selv i dybden, hvilket gør umanerligt ondt, indtil såret er helet. Men det er blevet meget, meget lettere at være mig og jeg ser nu ting, med helt andre øjne. Deriblandt også med større klarhed, at hver gang mine børn provokerer mig, er det blot kærlighed fra dem. Fordi jeg får en fantastisk mulighed for, at arbejde med den provokation på min egen boldbane og helbrede den. Jeg takker flere gange ugentligt børnene for, at de har valgt mig som mor. Hvisker dem i øret, hvor glad jeg er for, at de lige præcis kom ned til mig og blev mine børn. Kysser Karoline på kinderne og fortæller hende, hvor taknemmelig jeg er for, at hun kan lære mig så mange dejlige ting. Putter mig ind til Mikkel og takker ham for, at han kom ned til mig fra himmelen, som han selv formulerer det. Og de siger "selv tak mor". Med en dybere forståelse af, at de ved, hvad jeg mener. Og de kan mærke min taknemmelighed for deres fantastiske gaver. Du er ikke kun dine børns læremester, jeg mener faktisk, de i overflod langt mere er vores. Og det fortjener de da, at få vores dybeste tak for.