Den perfekte mor. Det ønskede jeg at være, da jeg skulle have mit første babybarn.
Og for mig var det et billede på at være en ægte menneske-mor. Som viser mit barn, hvem jeg er, uden så meget facade og diller daller! Jeg ønskede at lægge maskerne, som igennem årene i mit liv var blevet skabt, for at beskytte mig selv mod de mennesker, som også havde masker og facader og derfor ikke forstod eller kunne rumme, hvem jeg var.
For her var der et fuldstændigt nyt lille væsen, som ikke havde nogen kunstige ansigter. Som ikke forstillede at være noget, som hun ikke var, men tværtimod viste med hele sit væsen, hvad hun stod for og hvad hun havde brug for. Nu! Det var den chance jeg havde ventet på, for at kunne være mig. Den perfekte mor.
Men…., jeg lærte hurtigt, at når jeg talte om min nye indsigt og passion for min nye rolle og at jeg agtede at gøre den perfekt, så kom der nærmest afsky og frygt i folks ansigter. Og stadig, efter der nu er gået 7 år, for det blev min store pige, for en uge siden, er jeg ved at lære om ordet og forventningen til PERFEKT. Og vores kamp imod det.
Jeg har indtil videre opdaget, at folk vist ikke synes, det er så godt, det der med at være perfekt. For det betyder tilsyneladende, at der ikke må være nogen fejl eller noget menneskeligt præg. Og så er det tit årsag til, at vi får usundt stress, mister glæden ved vores arbejde og faktisk ender ud i, slet ikke at kunne noget, men render rundt i små cirkler, fordi det skal være så perfekt. I stedet for at komme videre. Og det….. kender jeg alt for godt.
Jeg er perfektionist. Sådan. Og jeg er faktisk i afvænning for det, for jeg måtte for nyligt indse, det tit er destruktivt for mig. Men nu går det meget bedre... Jeg lavede f.eks. en uspiselig kage til Karolines 7 års fødselsdag. Heldigvis havde hendes far været forudseende med, om der nu var nok kage til gæsterne og havde lavet en spiselig version. Men jeg, mesterkokken her i huset, havde det fint med det. Og jeg havde det fint med, at Karoline og hendes dejlige fætter på 8 år pyntede og morede sig med at sprøjte flødeskum på den, hvor jeg så lappede hullerne bagefter på ren Pippi-manér. Det blev ikke særlig kønt. Det blev til en Pippi-kage, en hyggelig kage, selvom den ikke kunne spises, fandt jeg så ud af. Og det var meget nyt og interessant at observere mig selv og min afslappethed ved situationen. For jeg husker stadig, det kontroluhyre jeg tidligere kunne være og helst ikke overlod for meget til sådanne ukontrollerede små børn. Og deres påfund, med min fine kage!
Jeg er perfektionist. Sådan. Og jeg er faktisk i afvænning for det, for jeg måtte for nyligt indse, det tit er destruktivt for mig. Men nu går det meget bedre... Jeg lavede f.eks. en uspiselig kage til Karolines 7 års fødselsdag. Heldigvis havde hendes far været forudseende med, om der nu var nok kage til gæsterne og havde lavet en spiselig version. Men jeg, mesterkokken her i huset, havde det fint med det. Og jeg havde det fint med, at Karoline og hendes dejlige fætter på 8 år pyntede og morede sig med at sprøjte flødeskum på den, hvor jeg så lappede hullerne bagefter på ren Pippi-manér. Det blev ikke særlig kønt. Det blev til en Pippi-kage, en hyggelig kage, selvom den ikke kunne spises, fandt jeg så ud af. Og det var meget nyt og interessant at observere mig selv og min afslappethed ved situationen. For jeg husker stadig, det kontroluhyre jeg tidligere kunne være og helst ikke overlod for meget til sådanne ukontrollerede små børn. Og deres påfund, med min fine kage!
Så den perfekte mor... Hun er som det menneske, hun er født til at være. Kærlig og omsorgsfuld og hidsigproppen og martyren. Den dumme mor og den forstående mor. Hun er det hele, indeholder det hele og vigtigst, så ved hun det! Hun bruger sine forskellige egenskaber bevidst. Også egenskaben for at kunne kontrollere, for det kan f.eks. være særdeles brugbart at kunne kontrollere fjernsynskiggeriet i familien. Eller andet der bliver destruktivt for os, når det ikke bliver brugt bevidst. Men hvis en mor for alt i verden ikke vil være sådan en, der kontrollerer, så har hun og familien et problem. For hvordan sætter vi så grænser? Eller hvis hun omvendt kontrollerer for meget. Eller ikke tør vise sine følelser og fejl, fordi hun skammer sig over dem. Og bliver en robotmor.
Da vores lille baby blev født, ville vi vel aldrig sige, som nybagte forældre, at det dér lille vidunder, ikke var perfekt! Lyserød, skrigende, pruttende og sovende. Blød og duftende. Og tænk, den baby synes 100 % også, at den er perfekt. Præcis som den er, med alle egenskaber i sig, fra A til Å. Så hvorfor og hvornår begynder vi så at finde fejl? Ved os selv? Når vi kan mærke, vores forældre og omverden ser fejl i os. Vær "sød" og forstå, dit barn ikke indeholder nogle fejl. Det gør du heller ikke. Og heller ikke jeg. Kun muligheder for at lære og udvikle os. Og lave fejl.
Jeg læste for nogle år siden denne bog. Den er er skøn. Lån den på biblioteket og læs den for dit barn (eller dig selv).
