Hej!

Da jeg kan se, der kommer besøgende ind på denne, min gamle blog, så vil jeg lade den være - og i stedet invitere dig til at besøge mit website, hvor den nye blog er, samt højt bevidste produkter til børn og familien.


Følg dette link: www.ceciliamansen.dk, så kommer du til rette sted. Og tak for besøget.

Kærlig hilsen

Cecilia Mansen

Mit barn bør udleve sine drømme og leve et passioneret liv

Har du tanker om, hvad dit barn bør gøre i sit liv? F.eks. hvordan dit barn bør opføre sig og hvordan det bør tale og hvordan det bør være mod andre. Og hvordan dit barn bør lave lektier og hvordan det bør være aktivt i skolen. Og hvordan dit barn bør tænke og hvor mange venner, det bør have. Og hvordan dit barn bør klæde sig og hvordan det bør være mod sine forældre. Og hvad dit barn bør studere og hvilket slags arbejde, bør dit barn have og tjene sine penge på?

Hvordan og hvornår bør dit barn stifte familie, hvor mange børn, bør dit barn have? Bør dit barn giftes eller bør det leve papirløst? Bør dit barn absolut have en partner af modsat køn eller bør det leve stærkt og vildt? Bør dit barn bo i et pænt parcelhuskvarter med en god bil og en lille overkommelig have eller bør det leve som stor(bys)- vildtjægere og kosmopolitisk? Eller nedsætte sig som økologisk landmand. Eller bør dit barn meget hellere bo spartansk og fornuftigt i en lille lejlighed?

Bør dit barn elske sig selv og sin næste? Bør dit barn blive milionær og et selvstændigt, enerådende individ?
Bør dit barn være smukt og bør dit barn skille sig ud af mængden? Eller bør dit barn i virkeligheden gemme sig lidt væk og lade de andre være dem, der skiller sig ud?

Bør din dreng opføre sig som en rigtig dreng, med vildt dna i blodet, krigeri og have lopper i røven? Eller bør han være en pæn, stille dreng, der kun taler, når han bliver bedt om det? Og som er et godt eksempel for de andre drenge i børnehaven. Bør din pige være den nuttede og søde i klassen, som selvfølgelig også er den populære og vildt god til at gå i skole og få venner? Eller bør hun i stedet være Pippi-pigen, som stikker ud af alle rammer for pæne piger og gør, som det passer hende? Total sej tøs!

Hvordan bør dit barn så skabe og leve sit voksenliv? Både som kollega, ven og som far eller mor. Og hvordan bør Jeres forhold være, når dit barn er voksen? Bør dit barn gå ind i de ældre, mere modne år i sit liv med ynde og værdighed og klogskab? Eller bør dit barn bare have levet sit liv så hårdt som muligt, så der i hvert fald ikke fortrydes noget, som kunne have været en mulighed for fest.

Så hvordan bør dit barn, dit fantastiske produkt, skabt fra dine lænder, leve sit liv?

Da jeg var ca. 13 år, læste jeg i en bog nogle sætninger, som jeg virkelig tænkte meget over. Og de satte sig fast i mig. Og derefter lagde jeg mærke til noget, de voksne sagde rigtig tit. De var jo dem, som var de fornuftige og altid vidste, hvad der bør gøres og hvad der burde være det rigtige. Jeg lagde mærke til (og gør det stadig), hvor tit der blev og bliver brugt ordene "BØR" og "BURDE".

Det er Louise Hay, der skrev de sætninger, jeg læste. Og hun anbefalede, at vi alle smed de ord væk - ud af vores ordforråd, for det gør kun skade. Og i stedet skulle vi erstatte ordene med "KAN og "KUNNE".
Så det i stedet blev til at "Vi kunne gøre..." og "Det rigtige kunne være for mig" og så videre... I stedet for alt det, vi fortæller os selv, at vi burde og andre bør gøre.
Og jeg syntes allerede dengang, at det var magisk og kunne med det samme se og føle forskellen. Hvor mange muligheder ordet "KUNNE" giver, i stedet for det regelsættede og stramme ord, "BURDE". Så er der ligesom kun een vej, ikke? Og ve den, som ikke tager den vej. Så jeg erstattede det med det samme.

Men mit budskab med dette indlæg stopper ikke her; Nu er det ord ligesom ikke rigtig i mit ordforråd, da jeg smed det ud dengang. Men alligevel, så tænker jeg over det. Og det slog mig, at alle de ubevidste ønsker og tanker man kan have for sine børn og deres liv, hurtigt kunne blive til "Burde"-ting, hvis man ikke var bevidst om dem. Og derfor så har jeg skrevet ned om alt det, som jeg mener, Karoline bør gøre i sit liv. Og ja, jeg har brugt ordet "bør", fordi det tvang mig til at kontakte mit ego, mens jeg skrev det ned.
Pointen: Alt det jeg skrev ned af holdninger og ting, hun bør gøre og udleve i sit liv, er ikke sandt for hende. Det ved jeg. Men det er sandt for mig. Karoline er et spejl for mig. Og hun spejler blandt andet alt det, jeg i virkeligheden ønsker for mig selv. At jeg skal gøre. Og videre til; ikke bør gøre, men kunne gøre.

Jeg ved at ordene, sort på hvidt, kun er beskeder til mig selv. Og mit liv.
Derfor afsluttede jeg det også med, at alt det jeg havde nedskrevet, tog jeg tilbage til mig selv. Til mit liv. Og jeg giver Karoline fri til at leve sit liv. Med alle hendes egne muligheder.

Det er en praksis og en øvelse, vi kunne gøre flere gange i vores liv. Ofte og helst for hvert barn, vi nu har. Fordi hvert barn spejler forskellige ting tilbage til os. Og ordene kan bruges som en vejviser til os, for at vise lige nu og her, hvad vi selv skal kigge på i vores liv. Er der måske noget mod, der skal findes frem til f.eks. at få udlevet Pippi-pigen? Eller skal der måske noget mere ro på i dit liv, til at kunne trække dig lidt tilbage og finde ståstedet, efter at have levet det vilde liv? I virkeligheden er der kun dig selv, der kan sætte dagsordenen for dig. Så drop alle dine ønsker til dit barn om at skulle udleve noget- gør det selv.

Min dybeste sandhed om, hvorfor jeg ikke kunne træne

Jeg har (næsten) ikke rørt en muskel, siden jeg stoppede med jazzgymnastik som 16-årig, hvis det var med intentionen om at træne! Altså sådan være sveddryppende, hjertebankende og med ømme muskler bagefter. Jeg var ellers god, var med til at opvise rundt omkring og i Sverige, men da jeg mødte min ungdomskæreste, så var der ikke tid til at træne min. to gange om ugen mere. En beslutning jeg tog og så lå motionsdelen ellers brak.
Jeg havde så senest en lille flirt med noget høj intentivt zumba sidste sommer, men ak, efter tre måneder, så fandt jeg på en årsag til, at det ikke lige passede ind i mit liv alligevel. Og sådan har altså motionsdelen lydt i det, der er min histore, siden jeg var teenager.
Men for lige at rationalisere, så har jeg jo gjort så meget andet! Spiser sundt  i overensstemmelse med min krop, vælger selv mine tanker og skaber selv mit liv deraf. Jeg har skabt en kærlig og succesfuld familie og jeg er nu i gang med at få min karriere og passion ud over rampen. Men motionen, den var det mørke, onde åg, som lå på mine skuldre og som jeg gentagne gange har prøvet at få rystet af mig, med alle mulige undskyldninger og forklaringer på, hvorfor jeg ikke var en af dem, som fik trænet muskler og puls. Og med masser af skyldfølelse til følge. Jeg havde ikke engang lyst til at se nærmere på, hvad der lå bagved, for så kunne jeg jo risikere (læs: helt sikkert) at gøre noget ved det og komme i gang. Det kunne jeg slet ikke overskue, for det gør jo ondt i kroppen, i lungerne, jeg bliver svimmel og værst af alt, det grimme ansigt ville hver gang vise sig med, hvor dårlig i form jeg er. Og altså ikke var i toppen af ligaen (mit liv), på dette område, hvilket jeg ellers bedst synes om.

Men for nyligt fik jeg taget mig i nakkeskindet, sat mig ned og tvang mig selv til at se på, hvorfor jeg hele tiden bremsede mig selv. Fordi jeg ikke længere syntes, jeg kunne skjule for mig selv i spejlet, at musklerne svinder. Og jeg bliver kun svagere med alderen og havearbejdet i de få måneder om året, er altså ikke nok til, at jeg føler mig stærk og vital året rundt. Også når jeg bliver gammel. Men det var noget af en overraskelse for mig, hvad der er virkeligheden har styret mig og bremset mig i alle de år, for at gøre min krop stærk og smidig. For da jeg rigtig fik dykket ned under de gængse undskyldninger og forklaringer, så kom sætningen, "jeg må ikke være selvoptaget". En overbevisning jeg skabte som 15-16 årig, da jeg stod og rettede på mit hår i spejlet og min kusine, der var nogle år ældre og som jeg respekterede, sagde til mig "hvor er du selvoptaget!". Noget som var hendes skyggeside og som dér, blev tricket af mig og mit spejlbillede. Men det vidste jeg jo ikke dengang. Og jeg besluttede mig dybt inde, at jeg ikke ville være selvoptaget. Hvilket har påvirket mit liv, fremover. Bl.a. ved at jeg ikke har dyrket min krop, noget som for mig, er utroligt selvoptaget. Men som jeg nu kan se, er positivt. Problemet er, når vi skaber en overbevisning om os selv eller vores liv, så kan vi ikke vælge noget andet. Heller ikke det positive. Men nu, hvor jeg er i gang med, at integrere og tillade mig selv, at jeg godt må være selvoptaget, er jeg nu i stand til, at tage det bevidste valg, at træne og løbe. Uden om den plapren, jeg ellers har fyldt mit hoved med i alle årene, for at undgå, at skulle tage det valg. Som var godt i gang igår aftes igen, men jeg skal nok selv bestemme nu. Og jeg kom afsted.

Og jeg kan nu være selvoptaget med, at gøre noget godt for min krop. Give den opmærksomhed og kærlighed. Uden at en gammel skygge fra min fortid, skal bestemme over den mere.
Hvis der er noget, du også ønsker at ændre i dit liv, men ikke kan, så er der helt sikkert noget andet på færde inde i dig. Men når vi finder modet, til at se på, hvad det er, så kan vi ændre det. Og tage nogle andre valg. Og mit liv bliver mit og dit liv bliver dit! Og ikke styret af, hvad andre mener eller synes om os og den vi er. Sikke en verden, vi så kunne leve i. Og lære videre til vores børn, som altid er det essentielle for mig. Og de har selvfølgelig begge været ude at løbe med mig nu. Til stor glæde for både dem og mig.

Hvor er her dog (dejligt) stille!

Stilhed -

Jeg nyder min stilhed. Jeg fungerer ret dårligt med larm og uro omkring mig, hvis det er massivt og formålsløst. Derfor er mine stille timer hver dag, herhjemme, guld værd for mig. En måde at have mindfulness i mit liv.
Derfor bed jeg mærke i, at min datter igår direkte formulerede, "jeg har sådan brug for at tale", da jeg bad om lidt ro. Det var under vores aftenritual og hun mente ikke med sin sætning, at hun havde brug for at tale om noget specifikt. Der skulle bare være lyd på. Hvilket der for begge mine børn, er rigt repræsenteret hos dem. Og selvfølgelig, børn har en høj energi og den skal der være plads til. Men for at balancen er der, skal de også bevidst kunne vælge stilheden.

Andre gange, når jeg kan mærke, at nu går bølgerne lidt højt med larm og sus, så leger jeg prompte stilleleg med dem. Mikkel er endnu ikke helt indforstået med reglerne, men Karoline fanger den med sin alder. Og hun tog den også igår aftes under aftenseancen og lavede stilleleg, da jeg sagde, at hun skulle være stille, trods sin lyst til lyde ud af munden. Det var ikke helt nemt for hende, men der var alligevel en dybere forståelse hos hende og vi holdt den resten af vores ritual på badeværelset. For hvad er konsekvenserne, hvis vi ikke kan tåle at have stilhed og ikke kan være bevidste om, at vælge den til, i vores liv? Stress, overfladiskhed, fravær? Bestemt. Fra os selv og vores liv i dybden. Jeg kan selv mærke de (korte og få) perioder i mit liv, hvor jeg har brug for at fylde min stilhed med noget, fordi jeg ikke har lyst til at mærke mig selv og lytte til mit indre. Som at fylde sig selv med junk, slik, stoffer, cigaretter. Det er en klar selvsabotage af os selv. På færde er det sårede ego, der ikke føler sig tryg og elsket og desværre får al for meget taletid og får styringen af vores selvomsorg. Men vi kan fra vores højere selv tage styringen tilbage og tænke, "hey, jeg skal vist lige have givet mig selv noget kærlig opmærksomhed og se og høre, hvordan har jeg det egentlig for tiden. Hvad er der på færde, som jeg dækker over med mit sårede ego, som får lov til at sabotere mig selv."
Jeg ser det sårede ego som en af de iboende kræfter i os, som når vi giver det tøjlerne, puster det sig op og virkelig begynder at larme og støje. Et indre dybt umodent barn, der er blevet misligholdt, som regel i vores egen barndom. Hvor mange gode beslutninger er det mon i stand til at tage for os og vores liv? En indre beboer, som ikke vil os det godt, men bare lave rav i den og ødelægge. Vi kan heldigvis hele den usunde, sårede kraft, til at blive et sundt ego. Som er til virkelig gavn for os. Men dertil har vi først brug for stilhed. Stilhed er kærlighed og omsorg. Til os selv. Og derfor vil jeg give det område ekstra opmærksomhed i Karolines liv for tiden. Bl.a. ved at jeg i dag henter hende tidligt fra skolen og så er der ingen medier i dag.

Vi og verden er foranderlige

I går aftes, da jeg lå hos Mikkel og puttede ham med mit nærvær efter godnathistorien, kom Karoline pludselig ind fra sit værelse, efter hun havde lagt sig til at sove. Hun var helt opløst og tårevædet. Den havde jeg hverken set eller hørt komme og jeg tager imod hende og spørger, hvad der er sket. Hun lægger sig nærmest oven på mig og svarer, at det er lidt indviklet! Min syvårige datter er ked af det og føler, det er indviklet. Hmm, jeg siger, at hun bare skal prøve at forklare mig det alligevel, så godt hun kan og hun formulerer det som at, hun på en måde havde sovet, selvom hun var vågen og drømmen havde handlet om at hendes mor og far døde og hun og Mikkel var alene tilbage. Jeg har ikke akademisk belæg for det, men jeg kan huske fra mig selv, den der periode, hvor jeg både i min udvikling skulle adskille mig fra min mor (min far var der ikke) og så frygten for det nye, der altid følger med en udvikling og her altså et syv-årigt barns naturlige separation fra sine forældre. Men frygten for det ukendte kender jeg jo stadig og den kan til tider blive min fjende, hvis ikke jeg er over den som en mis! Med en bevidsthed der kan gennemskue, hvad det nu lige er, der er på færde inde i mig. Når barnet i mig, som jo stadig eksisterer, igen bliver bange for utrygheden, usikkerheden. UDVIKLINGEN.

Men nu skulle jeg hjælpe Karoline i balance igen og finde sin ro. Og det gjorde jeg ved, at være ærlig. Jeg fortalte hende, at jeg og far aldrig vil forlade hende. For det kan ikke lade sig gøre, da alt er energi og intet er adskilt i virkeligheden, så selvom vores kroppe dør, så er vores sjæle hos hende. Vores indre lys, som jeg også kalder det. Jeg fortalte dernæst om alle de beretninger, mennesker har haft med døden og at så mange har oplevet, at allerede afdøde tager imod dem. Karoline ville nemlig gerne vide, om Søren og jeg ventede på hende og Mikkel, når de selv skulle dø. Og den kære Mikkel får indskudt klogt og vidende til hende,  at”vi skal alle dø”. Det er nemlig rigtigt min skat.

Så spørger jeg Karoline, hvad nu, hvis døden slet ikke er noget, vi behøver være bange for? Hvad nu, hvis døden er dejlig og slet ikke afslutter noget, men bare er en dør til en ny måde at leve på. Faktisk er der ingen, der ved det. Det er bare os voksne som har lært, at døden er sørgelig og at man bliver ked af det, men vi kan lære noget andet! Vi kan selv vælge, hvad døden betyder for os. Selvom der bliver lavet film, bøger, historier med masser af sørgelighed. Lavet af voksne. Der ikke kender døden, men selv har fået deres overbevisning fra deres forældre.

Jeg følte mig helt oplivet og entusiastisk og det kunne hun mærke. Og hun kunne kalde på sin far og få ham til at putte dynen omkring sig i sin egen seng og jeg husker hende lige på det igen, inde fra mig og Mikkel: Døden kan være smuk og dejlig. Sådan kan den også være.

Nu vil du måske være uenig med mig og huske på sorg og smerte, hvis du har oplevelser med døden, som gemmer sig som minder. Men jeg kender også døden. Min elskede mormor og morfar, som var meget tæt på mig er døde og min far døde sidste jul. Inden vi rigtig nåede at være sammen og vigtigst for mig, at han lærte mine børn at kende. Men jeg kan selv vælge, hvilken kanal jeg vil sende på inde i mig. Om det er tristheds-kanalen, der gør ondt i maven og giver savn og smerte. Eller vælge den kanal der gør mig oplivet over, at mine kære er et dejligt sted og at de har det godt og jeg har ikke mistet noget. Jeg har bare skiftet relation med dem. Vi har hele tiden relationer, der ændrer sig, universet ændrer sig konstant og er evig dynamisk. Og når vi accepterer det, så er vi trygge. Utryghed er, at vi ikke accepterer det og prøver af al magt, at holde fast! Hvis vi ønsker at føle sand tryghed, så husker og forstår vi, at verden er absolut foranderlig og vi kan intet gøre ved det. Vi kan kun gøre noget ved vores tanker og handlinger. Vælge hvilken kanal, vi vil sende på inde i os. Så kan vi tale om kontrol og magt. Som vi alle sammen har, hver og en. 

Hvem vil være en Robotmor?

Den perfekte mor. Det ønskede jeg at være, da jeg skulle have mit første babybarn.

Og for mig var det et billede på at være en ægte menneske-mor. Som viser mit barn, hvem jeg er, uden så meget facade og diller daller! Jeg ønskede at lægge maskerne, som igennem årene i mit liv var blevet skabt, for at beskytte mig selv mod de mennesker, som også havde masker og facader og derfor ikke forstod eller kunne rumme, hvem jeg var.

For her var der et fuldstændigt nyt lille væsen, som ikke havde nogen kunstige ansigter. Som ikke forstillede at være noget, som hun ikke var, men tværtimod viste med hele sit væsen, hvad hun stod for og hvad hun havde brug for. Nu! Det var den chance jeg havde ventet på, for at kunne være mig. Den perfekte mor.  

Men…., jeg lærte hurtigt, at når jeg talte om min nye indsigt og passion for min nye rolle og at jeg agtede at gøre den perfekt, så kom der nærmest afsky og frygt i folks ansigter. Og stadig, efter der nu er gået 7 år, for det blev min store pige, for en uge siden, er jeg ved at lære om ordet og forventningen til PERFEKT. Og vores kamp imod det.

Jeg har indtil videre opdaget, at folk vist ikke synes, det er så godt, det der med at være perfekt. For det betyder tilsyneladende, at der ikke må være nogen fejl eller noget menneskeligt præg. Og så er det tit årsag til, at vi får usundt stress, mister glæden ved vores arbejde og faktisk ender ud i, slet ikke at kunne noget, men render rundt i små cirkler, fordi det skal være så perfekt. I stedet for at komme videre. Og det….. kender jeg alt for godt.

Jeg er perfektionist. Sådan. Og jeg er faktisk i afvænning for det, for jeg måtte for nyligt indse, det tit er destruktivt for mig. Men nu går det meget bedre... Jeg lavede f.eks. en uspiselig kage til Karolines 7 års fødselsdag. Heldigvis havde hendes far været forudseende med, om der nu var nok kage til gæsterne og havde lavet en spiselig version. Men jeg, mesterkokken her i huset, havde det fint med det. Og jeg havde det fint med, at Karoline og hendes dejlige fætter på 8 år pyntede og morede sig med at sprøjte flødeskum på den, hvor jeg så lappede hullerne bagefter på ren Pippi-manér. Det blev ikke særlig kønt. Det blev til en Pippi-kage, en hyggelig kage, selvom den ikke kunne spises, fandt jeg så ud af. Og det var meget nyt og interessant at observere mig selv og min afslappethed ved situationen. For jeg husker stadig, det kontroluhyre jeg tidligere kunne være og helst ikke overlod for meget til sådanne ukontrollerede små børn. Og deres påfund, med min fine kage!

Så den perfekte mor... Hun er som det menneske, hun er født til at være. Kærlig og omsorgsfuld og hidsigproppen og martyren. Den dumme mor og den forstående mor. Hun er det hele, indeholder det hele og vigtigst, så ved hun det! Hun bruger sine forskellige egenskaber bevidst. Også egenskaben for at kunne kontrollere, for det kan f.eks. være særdeles brugbart at kunne kontrollere fjernsynskiggeriet i familien. Eller andet der bliver destruktivt for os, når det ikke bliver brugt bevidst. Men hvis en mor for alt i verden ikke vil være sådan en, der kontrollerer, så har hun og familien et problem. For hvordan sætter vi så grænser? Eller hvis hun omvendt kontrollerer for meget. Eller ikke tør vise sine følelser og fejl, fordi hun skammer sig over dem. Og bliver en robotmor.

Da vores lille baby blev født, ville vi vel aldrig sige, som nybagte forældre, at det dér lille vidunder, ikke var perfekt! Lyserød, skrigende, pruttende og sovende. Blød og duftende. Og tænk, den baby synes 100 % også, at den er perfekt. Præcis som den er, med alle egenskaber i sig, fra A til Å. Så hvorfor og hvornår begynder vi så at finde fejl? Ved os selv? Når vi kan mærke, vores forældre og omverden ser fejl i os. Vær "sød" og forstå, dit barn ikke indeholder nogle fejl. Det gør du heller ikke. Og heller ikke jeg. Kun muligheder for at lære og udvikle os. Og lave fejl.

Jeg læste for nogle år siden denne bog. Den er er skøn. Lån den på biblioteket og læs den for dit barn (eller dig selv).

Den drømmekage jeg lavede til Karoline

Det er oprindeligt en opskrift fra Kernesund opskrifterne, men som jeg har justeret efter vores smag. Den smager helt fantastisk og holder ikke længe her i huset. Og fordi den er så nem at lave, er vi nu ude i, at Karoline vist skal have en lille pause fra den... Der står faktisk endnu en i køleskabet i skrivende stund.

Bunden

150 g dadler
150 g abrikoser
2 tsk vanillepulver
3 tsk bagepulver
3 dl. glutenfrit mel (jeg bruger rismel)
2 1/2 dl. mælk (her rismælk eller lign.) eller for ekstra næring, 1 ds. kokosmælk:-)
3 æg

Hak de tørrede frugter i foodprocessoren og tilsæt resten af ingredienserne som i opskriftens rækkefølge. For en springform med bagepapir og hæld dejen i. Den skal forbages i 15 min. ved 175 grader. Ikke varmluft.

Topping

4 store skefulde kokosolie med top på.
4 tsk kanel
4 dl. kokosmel
1 dl. birkesød eller juster og smag til efter, hvor sød en tand du har. Jeg synes personligt, det her rækker.

Kokosolie, kanel og birkesød røres sammen i foodprocessor og derefter røres kokosmelet i med håndkraft i en skål. Toppingen fordeles over den forbagte bund og den bages færdig ved 170 grader, til den har fået en fin brun farve ca. 25-30 minutter.

Bon appetit til alle slikmunde, for den er sød!

En engel forklædt som robot

Jeg har arbejdet med at blive bevidst om, hvad det betyder for mig i mit liv, når jeg vælger at have tillid til det. Det er meget nemt, at blive revet med af frygten for livet og alt det der sker og som vi virkelig ikke kan kontrollere. Det er en sandhed, der har kunnet give mig ondt i maven, ja ondt i hele kroppen, når jeg ikke kunne acceptere, sådan som omstændighederne nu så ud for mig. Så bliver jeg bange og trækker huen godt ned over øjnene og livets kreative ånd i mig går på stop! Og så ved jeg, at så sker der altså ikke særligt meget og jeg når ikke de visioner, som jeg så gerne vil have opfyldt. Det skete også her for nyligt med min passion om at hjælpe og undervise børn og forældre om, hvordan vi kan få det fuldstændig optimalt, fænomenalt og succesfuldt i vores liv og i samværet med hinanden. Sådan helt ægte og kærligt. Og jeg var gået i stå med alt det tekniske, som er nødvendigt for mig, er på plads og det har bremset mig længe. Så det var en fantastisk chance for mig at få kigget på, hvad er det EGENTLIGT DER SKER, når jeg bliver bange. Sådan helt basalt. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle få det vist så perfekt, kærligt og fuldstændig konkret, som jeg gjorde. Af min lille lækre og utroligt kloge dreng Mikkel, på hele 4 år. Men det gjorde han, ligesom børnene viser mig så meget andet, som jeg hele tiden kan lære af. Men denne gang var det virkelig, som var han et sendebud sendt fra universet, for at vise mig præcis det, jeg fremover resten af mit liv skal vide og huske, hver gang jeg bliver bange og bremser mig selv i min fremgang. Uden tillid til processen.

Det forløb således:
En aften efter en dejlig aftensmad, hyggede vi voksne med børnene i stuen, inden de skulle i seng. Mikkel fandt, som så ofte før, på en leg, som han inddrager hele sin verden i og denne aften var han (igen) en robot, som vi også havde haft fornøjelsen af, at have haft med til middagen. Robotten møffede sig hen foran mig og fortalte mig med sin robotstemme, at jeg skulle starte den på næsen. Det gjorde jeg, hvorefter den gik i stykker og faldt sammen på gulvet. Der lå den så, indtil far fik den geniale idé, at udskifte motoren med en ny og den skulle jeg altså levere. Så han tog motoren ud af robottens (Mikkels) ryg, tog så min motor og satte den i robotten i stedet for. Der blev hamret og lukket til og jeg startede spændt robotten på næsen og sagde højt, "Nu har du fået din mors motor, så nu er du som mor." Jeg var virkelig spændt på, hvad han så ville gøre... Men jeg blev overrasket og det skal indrømmes, en smule ærgelig over at robotten bare begyndte at gå rundt om mig i små cirkler. Jeg havde håbet på, at der måske skulle vises mig noget, jeg kunne bruge som vejledning omkring mig selv som mor og så gik han bare rundt om mig. Og endnu kedeligere, han gik ret hurtigt i stykker igen. Jeg kunne ikke andet, end at tage den defekte motor ud og sætte motoren fra hans far i, i stedet. Jeg trykkede ham på næsen og sagde igen "Nu har du fået fars motor, så nu er du som far." Med det samme begyndte den lille robot at gå på stedet med små, hurtige skridt. I samme sekund så min mand og jeg på hinanden og 10-øren faldt fuldstændig for os, hvorefter vi måtte grine. Det var det mest fantastiske billede, Mikkel viste os. Det er lige præcis det, vi hver især gør, når vi bliver optaget af frygten for fremtiden, mulighederne, dét at kaste sig ud i noget nyt og ukendt. Min mand står og går på det samme sted, uden at komme nogle vegne, mens jeg går i cirkler og skifter mellem de samme handlinger, tanker og overbevisninger, som også holder mig fast. Og selvfølgelig gik robotten i stykker igen. Jeg udskiftede for sidste gang hans motor, nu med Karolines motor. Hun sad i sofaen og "kastede" den over til mig. Jeg satte den i, lukkede og tændte på næsen og den lille robot sprang op og løb afsted over for at se, hvad Karoline hun lavede og ville lege med. Jeg spurgte ham, om robotten nu virkede og han meldte klart tilbage, at "Den er helt perfekt!"

Jeg bliver ydmyg og må bøje mig i gruset for, hvordan vi får de tilbagemeldinger, som vi hele tiden har brug for. Luk øjnene, træk vejret og synk ned i mørket og send et ønske ud for dit liv, som du gerne vil arbejde med eller have opfyldt. Og se så omkring dig, hvad der sker. Hvordan du bliver skubbet fremad, hvis du åbner øjnene for at se. Vi modtager muligheder hele tiden, som kan gøre os klogere og højere bevidste mennesker. Og jeg er overbevist om, at vores børn er den bedste sendekanal at få vist budskaberne af, når vi selv er blinde. Nogle gange er kanalen fuldstændig klar, andre gange er den lidt mere tricky og vi må gøre brug af vores visdom og intuition. Jeg har af Mikkel modtaget et kærligt og ærligt billede, jeg kan bruge til mig selv, hver gang jeg begynder at kridte skoene til cirklerne, fremfor den lige, åbne vej som er mit flow. Direkte til stjernene. Den vej, vi alle kan tage.

Børn som har stærke følelser, har en stærk indre vejledning.

Da jeg fik børn, blev jeg meget optaget af, hvordan jeg kunne være en god forælder for dem. Derfor lagde jeg også mærke til, hvordan børns "negative" følelser, kunne blive håndteret på en rummelig måde, fremfor den traditionelle opdragelse hidtil, hvor det tit ikke er tilladt at blive vred og ked af det og virkelig komme af med det, som gør ondt indeni, men i stedet bliver gjort forkert med sin vrede og ked af det hed. Så jeg læste i ekspert-bøger og iaggtog i mine omgivelser, at nu skulle der siges i sådanne ekstra krævende situationer, som vist gør de fleste forældre utilpasse og bange, at "det er okay, du er vred", eller "det er okay, du er ked af det" og "det er okay, at vise dine følelser". Jeg har selv brugt disse sætninger til både Karoline og Mikkel, men der var altid en mislyd inde i mig. Det føltes kunstigt og en stemme i mig, der sagde, hvorfor skal jeg fortælle dem, at det er okay? Når jeg fortæller dem, at det er okay, er det jo det samme som at sige, at disse følelser skal have en speciel tilladelse. Og at det menneske, som jeg måske i virkeligheden fortæller, at det er okay til, er mig selv! Fordi jeg ikke selv var i overensstemmelse med, at jeg godt måtte vise alle disse følelser, som ikke kalder på smil og glæde hos mine omgivelser. Der skulle desværre gå nogle år, hvor jeg overhørte min indre stemme og visdom, indtil jeg besluttede, at jeg ikke længere ville fortælle dem, at det var okay, de blev vrede. Og det sidder allerede så meget på rygsøjlen, at det er noget, jeg decideret skal bremse mig i, hvilket viser, hvor hurtigt en vane skabes, for en vane er det bare. Uden mit hjerte med i det. For selvfølgelig er det okay at blive ked af det, rasende, vred, spruttende. Og jeg kan berolige dig med, at det ved børnene godt, helt instinktivt, lige så vel som de ved, at det er okay, at være glade, sprudlende, begejstrede. Medmindre du som forælder har en skyggeside, der handler om, at du måske selv har lært som barn, at det er tosset og irriterende at blive så opkørt og fjollet, som et barn kan blive i begejstring og glæde. Men det er jo en anden snak.

Mad til Karoline lavet på kærlighed

Dette er et billede, jeg netop har taget af den mad, jeg skal hen og aflevere til Karoline på hendes skole om en halv time. Det består af pølsehorn, drømmekage, slik fra helsekosten og en presset juice uden koncentrat. Det er mad, jeg har lavet til hende, fordi hun i dag skal til en dejlig pigefødselsdag efter skole og fordi vi voksne her i familien tog et stort valg omkring vores mad, for 4 år siden. Et valg som handlede om at blive fuldt bevidste om den mad vi indtager og i virkeligheden har brug for og så vælge, at give den mad til vores krop. Og det er mad, der er uden hurtigt optageligt sukker, gluten og komælk. Vi har valgt at gøre det så konsekvent, fordi vi simpelthen blev fri for en masse smerter, skavanker og dårlig energi, som ellers var en del af hverdagen for Søren og jeg. Og når noget fungerer så godt for os, vælger vi også at lære vores børn, at vokse op med en høj bevidsthed om mad og hvad det betyder for dem. Jeg tror, efter mine egne tidligere mønstre, at mennesker ikke får tænkt over, hvorfor de helt basalt spiser og hvilket formål det helt oprindeligt har for dem. Og derfor får børnene ikke lært at have den indre visdom og bevidsthed, så de selv kan tage sunde valg, både i bandommen og som voksne. Med de meget alvorlige livsproblemer til følge, som præger rigtig mange mennesker nu. Og når vi glemmer det, som vores krop godt ved og faktisk dagligt fortæller os, alt efter hvad vi byder den, bliver der puttet en masse følelser ind i maden i stedet for. Og traditioner, vaner og overbevisninger og det bliver i stedet virkelig ubevidst at spise.
Vores mad herhjemme er egentlig bare helt basal, ægte og ligetil. Samtidig med, at være lækkert, for både Søren og jeg er passionerede gourmeter. Men i et samfund og en tid, hvor det endnu ikke er ligetil at spise anderledes, end de fleste. Alligevel vælger jeg at have lavet maden selv til den fødselsdag, Karoline skal til. Fordi hendes krop simpelthen ikke kan tåle mad, som den ikke er skabt til. Så at smide en sukkerbombe i hende eller andre strukturer og kulhydrater, som hun ikke er vant til, vil medføre at hendes krop reagerer med stress. Prompte!
Jeg har tidligere haft en seddel hængende på mit køleskab. Der stod: "Når jeg får sukker, så bliver jeg en sur kælling og en træt mor, som ikke kan være den kærlige og rolige mor, som jeg så gerne vil være og jeg mister alt mit overskud."
Den hængte jeg op, efter jeg tredje gang var i en periode, hvor jeg begyndte at fodre min krop lidt for hyppigt med sukkerholdigt mad. Og så krævede den mere sukker, for sådan fungerer det. Og det var altså "bare" mad som mørk chokolade, vin nogle aftener i træk, ekstra dadler, måske et par portioner øko-cornflakes tilsat sukker, som Søren engang købte ved en fejl, fordi han havde glemt at nærlæse varedeklarationen. Ret uskyldigt, vil de fleste mene. Men fordi min krop er kommet i balance og ellers ikke får et dagligt sukkerkick, reagerede den så hurtigt. Negativt. Ved at blive ovenstående furie, som ikke kunne rumme mine børn, når de havde brug for det. Jeg skrev den seddel fordi, nu skulle jeg f... huske, hvor smertefuldt det blev for mig ikke at lytte til min krop og hvordan det gik ud over min familie. Og jeg skrev den, mens jeg havde det dårligt. Fordi når vi har det godt og det hele kører, så kan vi ikke huske det.
Alligevel tog jeg den ned for nogle måneder siden. For da havde jeg læst min besked til mig selv så mange gange, at jeg nu huskede smerten og fandt styrken til at tage det selvkærlige og bevidste valg for mig. Til glæde for alle mine kære her i familien, jeg gerne vil være noget vigtigt for.

Hvad en mor kan opdage om sin datters vision

Dette er en snart syv-årig piges største vision lige nu i hendes liv. I hvert fald den, der kom til hende, da jeg selv skulle klippe-klistre endnu et visionboard i dag og hun havde lyst til at skabe sin egen. Det er hendes tredie visionboard i hendes liv og sådan et hjælper hende til at holde fast på et ønske, hun har.
Den første hun lavede, som var sidste forår, var nogle udklippede billeder af den kommende Dronning Kate Middletons brudekjole... Hvad moderen her, så kunne vælge at lægge i det. Og en blondecorsage, for at det ikke skal være løgn. Fint klistret op på et stykke lyserødt karton og derefter hængt ved siden af hendes seng. Der fik den lov til at hænge, indtil jeg foreslog hende ved en lille Fengshui udrensning, at det måske var på tide at lave noget nyt til væggen.
Nummer to visionboard handlede om hendes store interesse. Det var med billeder af en smuk violinist-inde som optrådte ved en koncert i DR-Byen. Hendes store drøm. Og et billede af en violin og en masse krusseduller over det hele, som muligvis var hendes illustration af musik. Eller hendes daværende frustrationer. Det visionboard blev hun aldrig rigtig glad for, men hun var også inde i et spørgsmål om, hun skulle fortsætte med sin violin på det tidspunkt. Hun havde en stor udfordring om at acceptere, man kun kan blive rigtig god, hvis man øver sig og når hun nu er et menneske, der Rigtig Gerne, vil være Rigtig God, så skal der arbejde til. Men endelig kom hendes hjælp i form af en julegave som var et nodestativ! Den har givet hende den struktur og støtte, som hun lige havde brug for og jeg tror, hun nu tager sit arbejde med den violin alvorligt, fordi der er nogle ydre omgivelser i form af det stativ, som også tager hende alvorligt. Hvis I forstår. Inde er som ude og ude er som inde. Det er universet i en nøddeskal. Og nu øver hun sig næsten hver dag og vi nyder alle sammen hendes åbenlyse talent for musik og sit instrument.
Men forskellen fra de to tidligere og så det ovenstående visionboard er, at i dag coachede jeg hende. Og hun skulle lige af med nogle krumspring og fjollerier i sofaen og så overgav hun sig og det flød fra hende. Jeg tror, vi begge blev overraskede over, at hendes vision lige nu, var at have flere penge! Jeg nåede i løbet af et splitsekund at blive lidt febrilsk og tænke, at nu går det da vist for hurtigt med at blive voksen, men heldigvis viste det sig, at handle om manglende lommepenge og som hun også formulerede det, at finde penge på gaden! Og jeg guidede hende videre til, hvad hun skulle bruge de penge til og hvilke følelser, det vil give hende. Og da hun var klar, skabte hun dette visionboard. Som til sidst kom til at handle om hendes værelse og de smukke ting, hun vil købe til sit værelse for alle sine penge, som hun også har tegnet på sit visionboard. Mønter OG sedler. Og jeg synes virkelig, det er et imponerende smukt og helstøbt visionboard. Klippet ud af ældre dameblade til samme formål og sat op på et hvidt karton. Jeg kan se, den forskel det har givet hende, at blive klar om sin vision, inden hun fandt beviser i den fysiske verden, som hjælp til at holde hende fast på sit ønske, så det kan manifestere sig i hendes liv. Så Søren og jeg må nu finde den struktur, vi har brug for, så vi kan huske at give hende og Mikkel lommepenge og det vil helt sikkert ske nu. Go Girl, hold fast på din høje pengeenergi min skat.

Kærlig hilsen

Cecilia

P.s. Hun bliver helt sikkert rørt over, at jeg har valgt at dele hendes smukke visionboard med Jer. Især når jeg fortæller hende i morgen, at hun er med til at inspirere om hvilke skatte og ønsker børn indeholder. Som bare skal have lidt hjælp til, at komme frem i lyset. Måske i form af et visionboard.

Hvor mange ønsker må dit barn have? Og rigtig glædelig jul!

Vi har også lavet ønskesedler med børnene her op til jul, men det er ikke kun én gang om året, jeg gør det med dem. Jeg ved, at ønsker og drømme kan gå i opfyldelse og det lærer jeg også mine børn. Mikkel har en utrolig målrettethed for, at tiltrække sig de ting, han virkelig ønsker sig og ikke mindst, da vi var ude og handle gaver ind i legetøjsbutikken til hans fætter og kusine. Som alle børn, ville han jo rigtig gerne have mange ting i den butik og han fortalte mig det højt, ivrigt og meget slagfærdigt. Noget som jeg tror og også oplever, provokerer mange mødre og fædre, som selv lærte som børn, at der altså ikke er penge til alt og at de ikke skulle være så grådige og forkælede. Var det tilladt at ønske sig alt i hele verden uden at blive skammet ud for at have så grådige tanker? Og er det tilladt for dit barn?

Jeg stod nu i en situation, hvor jeg ønskede at lære mit barn noget andet end den traditionelle opdragelse. Jeg så med glæde på Mikkels skattejagt i butikken og jeg ville gerne kunne svare ham med en høj bevidsthed, når han begejstret løb rundt og fandt det ene fantastiske stykke legetøj efter det andet og viste det til mig og virkelig gerne ville have det lige NU. Søren og jeg havde på forhånd indkøbt et af hans ønsker til julegave og selv, hvis vi havde været umådeligt rige, ville vi stadig ikke købe alt til ham, hvad han ønskede sig. Så ville han nok nærmere nå kvalmestadiet juleaften og slet ikke kunne nyde sine gaver. Men jeg har valgt, at jeg vil lære ham i hans opvækst, at der altid er overflod i hans liv og ikke, at der ikke er nok til alle. For sådan fungerer universet ikke. Universet er ensbetydende med overflod, det er kun vores tanker og levevis, der levendegør fattigdom.

Dér i legetøjsbutikken, lyttede jeg til mit hjerte efter et godt svar til ham og jeg modtog inspirationen til, hvad jeg skulle sige til ham, da han for tiende gang kom og sagde, ”mor, jeg vil have den her”! Og jeg sagde ja, det kan jeg se Mikkel, men du får ikke den ting i dag. Og jeg kunne med det samme se, hvordan de to sidste ord gør en stor forskel i signalværdi for Mikkel og for alle andre børn, som måske normalt hører den traditionelle besked, som lyder nogenlunde ens; ”Det får du altså ikke”! Og som alligevel er i den pænere version, uden den til tider tilføjede skam til barnet over at være så begærlig. Hvilket er en egenskab, der er nødvendig for, at vi overhovedet har lyst til at realisere os selv, så absolut ønskværdigt at kunne rumme i sit liv at være grådig, begærlig, forslugen.

Når jeg siger til Mikkel, at han ikke kan få den ting i dag, viser det muligheden for Mikkel, at han stadig vil kunne få sit ønske opfyldt og det er vigtigt for ham at vokse op med, når han bliver ældre og forhåbentlig vil have ønsker og drømme for sit liv, som er mere afgørende for hans succes end et måske flygtigt legetøjsønske. Som alligevel absolut skal respekteres. Når barnet ønsker sig noget så naturligt, et det fordi, det er det oprindelige for barnet at vide, at alt kan manifesteres i dets liv og at der altid er overflod og den overbevisning er utrolig vigtig at beholde. Tænk i julen over, om det mon virkelig er naturens mening, at børn bliver født med egenskaber, som forældre skal ”fjerne”, for at de kan blive ”rigtige” voksne – eller om det er naturens højeste formål og evolution, at vi bliver født med alle egenskaber, fordi der en vigtig mening med dem. Tillad dig at ønske og tillad dit barn. Og hav så en fantastisk jul med al ønskelig overflod.

Vores valg med døden

Min elskede far er i denne tid ved at give slip på sin jordiske krop og overgå til sin næste tilstand som ren ånd. Det har været og er, en af de sværeste og mest lærerige perioder for mig i mit liv. Min far valgte, at han ikke kunne være i mit liv, da jeg var barn og først for nyligt, begyndte vi at kunne finde ind til hinanden og have en større kontinuerlig kontakt. Og da jeg så fik beskeden om, at der ikke var mere at gøre ved kræften, kom en del af mig i kontakt med følelserne om svigt og at nu forlader han mig igen og det gjorde så ondt! Men jeg kan alligevel sige, at jeg har sluppet al min vrede mod ham, for at han forlod mig og ikke tog ansvar for mig, fordi, jeg har ændret de briller, jeg ser min far igennem. Jeg har tilgivet ham, som det voksne menneske jeg er i dag, fordi jeg har opdaget, at hans kærlige fravær har været medvirkende til, at jeg var i stand til at tiltrække mig den dejlige mand, jeg er gift med og som er en fantastisk far for vores børn, da jeg nu vidste præcis, hvordan jeg ville have, han skulle være. Og da jeg sidste weekend sad hos min smukke kærlige far og holdt ham i hånden gennem fire timer og fortalte ham fra et ærligt hjerte med tårerne trillende ned, at jeg elskede ham så højt og at alt vil blive godt for ham nu, var jeg så taknemmelig for, at jeg kunne tage den smukkeste afsked med ham i fuldstændig fred og der var virkelig meget kærlighed fra os begge.

Jeg har også ændret mine briller omkring døden, efter at have været så angst for den, at jeg slet ikke turde tænke på døden tidligere i mit liv, fordi jeg blev så angst. Men jeg tror i dag fuldstændig på, at døden ikke eksisterer, der findes kun tilstande, som ændrer sig. Og at den frygt, der gennemsyrer vores samfund omkring døden, er noget vi påtager os i vores barndom, fordi det er det, vi lærer. Mit barn Karoline ved selvfølgelig, at morfar er ved at dø. Og da det blev en endelig realitet for os for nyligt, fortalte jeg hende det. Og vi havde en rigtig god samtale, hvor hun til sidst fortæller mig, at hun er bange for, når jeg en dag skal dø. Jeg stoppede nogle sekunder og jeg observerede, at jeg kunne tænke mig til et svar, som kunne lyde, a la "Det behøver du ikke, jeg dør ikke", eller "Det varer mange, mange år før, jeg dør, det skal du ikke tænke på". Standardsvar, som ville efterlade hende med en uro og følelse af, ikke at have fået den beroligelse, som hun havde brug for og svar, som udspringer af, at jeg overhovedet ikke selv har det godt med døden, hvilket hun ville kunne aflæse med det samme. Jeg kan godt huske, hvordan frygten fyldte i min lille krop, når jeg tænkte på en dag at skulle miste min mor eller mormor og morfar. Så jeg kunne sætte mig ind i, hvordan den lille pige foran mig muligvis havde det lige nu. Men i løbet af de sekunder, hun ventede på mit svar, kunne jeg også mærke det valg, jeg havde og jeg gik fra hovedet og ned til mit hjerte, hvor det rigtige svar for Karoline boede. Og ordene kom til mig, så jeg nu kunne sige til hende "At til den tid jeg skal dø, har jeg lært dig, at døden ikke er farlig, men smuk og du vil forstå døden og ikke være bange længere". Og hendes øjne og roen der faldt over hende, fortalte mig, at det var lige præcis det, hun havde brug for at vide. Og jeg kunne selv føle, at sådan vil det være, når jeg en dag skal ændre min tilstand og mit forhold til hende. Og vide, at alt vil være præcis, som det skal være. Som det hele tiden er for os.

Da nissen kom på besøg

Min mand er udenbys. Men det har ikke afholdt os fra, at have fået besøg af nissen Julius. Og det har været et inspirerende besøg, hvilket har fået mig til at hive Molly frem af gemmerne på kommoden, hvor hun næsten har siddet fast siden Karolines første jul, for 6 år siden. For se hvilken ivrig, arbejdsdygtig fantastisk lille værtinde, der kom frem i Karoline. Bordet blev dækket på mindre end fem minutter, med servietter og vand i glassene og støvsugeren blev svunget rundt i hjørnene. For Julius var jo kommet på besøg. Og moderen her, har set en lidt forhøjet tendens til, at den seksårige pige virkelig, virkelig har fået behov for, at behandle sin fireårige lillebror som hendes eget barn og vi må flere gange om dagen fortælle hende, at Mikkel altså har nok i sine to forældre. Det mente hun nu ikke her til aftensmaden, så vupti, kom Molly endelig til sin ret og ligger nu oppe i fodenden og sover, med sin kjole sirligt lagt sammen ved siden af barnesengen. Jeg var ellers ved at pakke Molly væk på loftet forleden, men så kom nissen på besøg:-)

Tak til mine største læremestre

Mine børn er mine største gaver i livet, jeg elsker dem fuldstændig helt ind i mit hjerte og jeg vil overøse dem med ubetinget kærlighed og tålmodighed. Hele tiden, 24/7. Men det kan jeg ikke, fordi de er mine spejle. Og fordi vi også skal lære hinanden om alt det, der gør ondt. Jeg har ændret mit syn på mange ting de sidste par år og det er gået rigtig stærkt, de sidste måneder, hvor jeg har været frivillig tvunget til, at arbejde med mig selv i dybden, hvilket gør umanerligt ondt, indtil såret er helet. Men det er blevet meget, meget lettere at være mig og jeg ser nu ting, med helt andre øjne. Deriblandt også med større klarhed, at hver gang mine børn provokerer mig, er det blot kærlighed fra dem. Fordi jeg får en fantastisk mulighed for, at arbejde med den provokation på min egen boldbane og helbrede den. Jeg takker flere gange ugentligt børnene for, at de har valgt mig som mor. Hvisker dem i øret, hvor glad jeg er for, at de lige præcis kom ned til mig og blev mine børn. Kysser Karoline på kinderne og fortæller hende, hvor taknemmelig jeg er for, at hun kan lære mig så mange dejlige ting. Putter mig ind til Mikkel og takker ham for, at han kom ned til mig fra himmelen, som han selv formulerer det. Og de siger "selv tak mor". Med en dybere forståelse af, at de ved, hvad jeg mener. Og de kan mærke min taknemmelighed for deres fantastiske gaver. Du er ikke kun dine børns læremester, jeg mener faktisk, de i overflod langt mere er vores. Og det fortjener de da, at få vores dybeste tak for.