Børn som har stærke følelser, har en stærk indre vejledning.

Da jeg fik børn, blev jeg meget optaget af, hvordan jeg kunne være en god forælder for dem. Derfor lagde jeg også mærke til, hvordan børns "negative" følelser, kunne blive håndteret på en rummelig måde, fremfor den traditionelle opdragelse hidtil, hvor det tit ikke er tilladt at blive vred og ked af det og virkelig komme af med det, som gør ondt indeni, men i stedet bliver gjort forkert med sin vrede og ked af det hed. Så jeg læste i ekspert-bøger og iaggtog i mine omgivelser, at nu skulle der siges i sådanne ekstra krævende situationer, som vist gør de fleste forældre utilpasse og bange, at "det er okay, du er vred", eller "det er okay, du er ked af det" og "det er okay, at vise dine følelser". Jeg har selv brugt disse sætninger til både Karoline og Mikkel, men der var altid en mislyd inde i mig. Det føltes kunstigt og en stemme i mig, der sagde, hvorfor skal jeg fortælle dem, at det er okay? Når jeg fortæller dem, at det er okay, er det jo det samme som at sige, at disse følelser skal have en speciel tilladelse. Og at det menneske, som jeg måske i virkeligheden fortæller, at det er okay til, er mig selv! Fordi jeg ikke selv var i overensstemmelse med, at jeg godt måtte vise alle disse følelser, som ikke kalder på smil og glæde hos mine omgivelser. Der skulle desværre gå nogle år, hvor jeg overhørte min indre stemme og visdom, indtil jeg besluttede, at jeg ikke længere ville fortælle dem, at det var okay, de blev vrede. Og det sidder allerede så meget på rygsøjlen, at det er noget, jeg decideret skal bremse mig i, hvilket viser, hvor hurtigt en vane skabes, for en vane er det bare. Uden mit hjerte med i det. For selvfølgelig er det okay at blive ked af det, rasende, vred, spruttende. Og jeg kan berolige dig med, at det ved børnene godt, helt instinktivt, lige så vel som de ved, at det er okay, at være glade, sprudlende, begejstrede. Medmindre du som forælder har en skyggeside, der handler om, at du måske selv har lært som barn, at det er tosset og irriterende at blive så opkørt og fjollet, som et barn kan blive i begejstring og glæde. Men det er jo en anden snak.

Mad til Karoline lavet på kærlighed

Dette er et billede, jeg netop har taget af den mad, jeg skal hen og aflevere til Karoline på hendes skole om en halv time. Det består af pølsehorn, drømmekage, slik fra helsekosten og en presset juice uden koncentrat. Det er mad, jeg har lavet til hende, fordi hun i dag skal til en dejlig pigefødselsdag efter skole og fordi vi voksne her i familien tog et stort valg omkring vores mad, for 4 år siden. Et valg som handlede om at blive fuldt bevidste om den mad vi indtager og i virkeligheden har brug for og så vælge, at give den mad til vores krop. Og det er mad, der er uden hurtigt optageligt sukker, gluten og komælk. Vi har valgt at gøre det så konsekvent, fordi vi simpelthen blev fri for en masse smerter, skavanker og dårlig energi, som ellers var en del af hverdagen for Søren og jeg. Og når noget fungerer så godt for os, vælger vi også at lære vores børn, at vokse op med en høj bevidsthed om mad og hvad det betyder for dem. Jeg tror, efter mine egne tidligere mønstre, at mennesker ikke får tænkt over, hvorfor de helt basalt spiser og hvilket formål det helt oprindeligt har for dem. Og derfor får børnene ikke lært at have den indre visdom og bevidsthed, så de selv kan tage sunde valg, både i bandommen og som voksne. Med de meget alvorlige livsproblemer til følge, som præger rigtig mange mennesker nu. Og når vi glemmer det, som vores krop godt ved og faktisk dagligt fortæller os, alt efter hvad vi byder den, bliver der puttet en masse følelser ind i maden i stedet for. Og traditioner, vaner og overbevisninger og det bliver i stedet virkelig ubevidst at spise.
Vores mad herhjemme er egentlig bare helt basal, ægte og ligetil. Samtidig med, at være lækkert, for både Søren og jeg er passionerede gourmeter. Men i et samfund og en tid, hvor det endnu ikke er ligetil at spise anderledes, end de fleste. Alligevel vælger jeg at have lavet maden selv til den fødselsdag, Karoline skal til. Fordi hendes krop simpelthen ikke kan tåle mad, som den ikke er skabt til. Så at smide en sukkerbombe i hende eller andre strukturer og kulhydrater, som hun ikke er vant til, vil medføre at hendes krop reagerer med stress. Prompte!
Jeg har tidligere haft en seddel hængende på mit køleskab. Der stod: "Når jeg får sukker, så bliver jeg en sur kælling og en træt mor, som ikke kan være den kærlige og rolige mor, som jeg så gerne vil være og jeg mister alt mit overskud."
Den hængte jeg op, efter jeg tredje gang var i en periode, hvor jeg begyndte at fodre min krop lidt for hyppigt med sukkerholdigt mad. Og så krævede den mere sukker, for sådan fungerer det. Og det var altså "bare" mad som mørk chokolade, vin nogle aftener i træk, ekstra dadler, måske et par portioner øko-cornflakes tilsat sukker, som Søren engang købte ved en fejl, fordi han havde glemt at nærlæse varedeklarationen. Ret uskyldigt, vil de fleste mene. Men fordi min krop er kommet i balance og ellers ikke får et dagligt sukkerkick, reagerede den så hurtigt. Negativt. Ved at blive ovenstående furie, som ikke kunne rumme mine børn, når de havde brug for det. Jeg skrev den seddel fordi, nu skulle jeg f... huske, hvor smertefuldt det blev for mig ikke at lytte til min krop og hvordan det gik ud over min familie. Og jeg skrev den, mens jeg havde det dårligt. Fordi når vi har det godt og det hele kører, så kan vi ikke huske det.
Alligevel tog jeg den ned for nogle måneder siden. For da havde jeg læst min besked til mig selv så mange gange, at jeg nu huskede smerten og fandt styrken til at tage det selvkærlige og bevidste valg for mig. Til glæde for alle mine kære her i familien, jeg gerne vil være noget vigtigt for.

Hvad en mor kan opdage om sin datters vision

Dette er en snart syv-årig piges største vision lige nu i hendes liv. I hvert fald den, der kom til hende, da jeg selv skulle klippe-klistre endnu et visionboard i dag og hun havde lyst til at skabe sin egen. Det er hendes tredie visionboard i hendes liv og sådan et hjælper hende til at holde fast på et ønske, hun har.
Den første hun lavede, som var sidste forår, var nogle udklippede billeder af den kommende Dronning Kate Middletons brudekjole... Hvad moderen her, så kunne vælge at lægge i det. Og en blondecorsage, for at det ikke skal være løgn. Fint klistret op på et stykke lyserødt karton og derefter hængt ved siden af hendes seng. Der fik den lov til at hænge, indtil jeg foreslog hende ved en lille Fengshui udrensning, at det måske var på tide at lave noget nyt til væggen.
Nummer to visionboard handlede om hendes store interesse. Det var med billeder af en smuk violinist-inde som optrådte ved en koncert i DR-Byen. Hendes store drøm. Og et billede af en violin og en masse krusseduller over det hele, som muligvis var hendes illustration af musik. Eller hendes daværende frustrationer. Det visionboard blev hun aldrig rigtig glad for, men hun var også inde i et spørgsmål om, hun skulle fortsætte med sin violin på det tidspunkt. Hun havde en stor udfordring om at acceptere, man kun kan blive rigtig god, hvis man øver sig og når hun nu er et menneske, der Rigtig Gerne, vil være Rigtig God, så skal der arbejde til. Men endelig kom hendes hjælp i form af en julegave som var et nodestativ! Den har givet hende den struktur og støtte, som hun lige havde brug for og jeg tror, hun nu tager sit arbejde med den violin alvorligt, fordi der er nogle ydre omgivelser i form af det stativ, som også tager hende alvorligt. Hvis I forstår. Inde er som ude og ude er som inde. Det er universet i en nøddeskal. Og nu øver hun sig næsten hver dag og vi nyder alle sammen hendes åbenlyse talent for musik og sit instrument.
Men forskellen fra de to tidligere og så det ovenstående visionboard er, at i dag coachede jeg hende. Og hun skulle lige af med nogle krumspring og fjollerier i sofaen og så overgav hun sig og det flød fra hende. Jeg tror, vi begge blev overraskede over, at hendes vision lige nu, var at have flere penge! Jeg nåede i løbet af et splitsekund at blive lidt febrilsk og tænke, at nu går det da vist for hurtigt med at blive voksen, men heldigvis viste det sig, at handle om manglende lommepenge og som hun også formulerede det, at finde penge på gaden! Og jeg guidede hende videre til, hvad hun skulle bruge de penge til og hvilke følelser, det vil give hende. Og da hun var klar, skabte hun dette visionboard. Som til sidst kom til at handle om hendes værelse og de smukke ting, hun vil købe til sit værelse for alle sine penge, som hun også har tegnet på sit visionboard. Mønter OG sedler. Og jeg synes virkelig, det er et imponerende smukt og helstøbt visionboard. Klippet ud af ældre dameblade til samme formål og sat op på et hvidt karton. Jeg kan se, den forskel det har givet hende, at blive klar om sin vision, inden hun fandt beviser i den fysiske verden, som hjælp til at holde hende fast på sit ønske, så det kan manifestere sig i hendes liv. Så Søren og jeg må nu finde den struktur, vi har brug for, så vi kan huske at give hende og Mikkel lommepenge og det vil helt sikkert ske nu. Go Girl, hold fast på din høje pengeenergi min skat.

Kærlig hilsen

Cecilia

P.s. Hun bliver helt sikkert rørt over, at jeg har valgt at dele hendes smukke visionboard med Jer. Især når jeg fortæller hende i morgen, at hun er med til at inspirere om hvilke skatte og ønsker børn indeholder. Som bare skal have lidt hjælp til, at komme frem i lyset. Måske i form af et visionboard.