Mine børn er mine største gaver i livet, jeg elsker dem fuldstændig helt ind i mit hjerte og jeg vil overøse dem med ubetinget kærlighed og tålmodighed. Hele tiden, 24/7. Men det kan jeg ikke, fordi de er mine spejle. Og fordi vi også skal lære hinanden om alt det, der gør ondt. Jeg har ændret mit syn på mange ting de sidste par år og det er gået rigtig stærkt, de sidste måneder, hvor jeg har været frivillig tvunget til, at arbejde med mig selv i dybden, hvilket gør umanerligt ondt, indtil såret er helet. Men det er blevet meget, meget lettere at være mig og jeg ser nu ting, med helt andre øjne. Deriblandt også med større klarhed, at hver gang mine børn provokerer mig, er det blot kærlighed fra dem. Fordi jeg får en fantastisk mulighed for, at arbejde med den provokation på min egen boldbane og helbrede den. Jeg takker flere gange ugentligt børnene for, at de har valgt mig som mor. Hvisker dem i øret, hvor glad jeg er for, at de lige præcis kom ned til mig og blev mine børn. Kysser Karoline på kinderne og fortæller hende, hvor taknemmelig jeg er for, at hun kan lære mig så mange dejlige ting. Putter mig ind til Mikkel og takker ham for, at han kom ned til mig fra himmelen, som han selv formulerer det. Og de siger "selv tak mor". Med en dybere forståelse af, at de ved, hvad jeg mener. Og de kan mærke min taknemmelighed for deres fantastiske gaver. Du er ikke kun dine børns læremester, jeg mener faktisk, de i overflod langt mere er vores. Og det fortjener de da, at få vores dybeste tak for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar