I går aftes, da jeg lå hos Mikkel og puttede ham med mit nærvær efter godnathistorien, kom Karoline pludselig ind fra sit værelse, efter hun havde lagt sig til at sove. Hun var helt opløst og tårevædet. Den havde jeg hverken set eller hørt komme og jeg tager imod hende og spørger, hvad der er sket. Hun lægger sig nærmest oven på mig og svarer, at det er lidt indviklet! Min syvårige datter er ked af det og føler, det er indviklet. Hmm, jeg siger, at hun bare skal prøve at forklare mig det alligevel, så godt hun kan og hun formulerer det som at, hun på en måde havde sovet, selvom hun var vågen og drømmen havde handlet om at hendes mor og far døde og hun og Mikkel var alene tilbage. Jeg har ikke akademisk belæg for det, men jeg kan huske fra mig selv, den der periode, hvor jeg både i min udvikling skulle adskille mig fra min mor (min far var der ikke) og så frygten for det nye, der altid følger med en udvikling og her altså et syv-årigt barns naturlige separation fra sine forældre. Men frygten for det ukendte kender jeg jo stadig og den kan til tider blive min fjende, hvis ikke jeg er over den som en mis! Med en bevidsthed der kan gennemskue, hvad det nu lige er, der er på færde inde i mig. Når barnet i mig, som jo stadig eksisterer, igen bliver bange for utrygheden, usikkerheden. UDVIKLINGEN.
Men nu skulle jeg hjælpe Karoline i balance igen og finde sin ro. Og det gjorde jeg ved, at være ærlig. Jeg fortalte hende, at jeg og far aldrig vil forlade hende. For det kan ikke lade sig gøre, da alt er energi og intet er adskilt i virkeligheden, så selvom vores kroppe dør, så er vores sjæle hos hende. Vores indre lys, som jeg også kalder det. Jeg fortalte dernæst om alle de beretninger, mennesker har haft med døden og at så mange har oplevet, at allerede afdøde tager imod dem. Karoline ville nemlig gerne vide, om Søren og jeg ventede på hende og Mikkel, når de selv skulle dø. Og den kære Mikkel får indskudt klogt og vidende til hende, at”vi skal alle dø”. Det er nemlig rigtigt min skat.
Så spørger jeg Karoline, hvad nu, hvis døden slet ikke er noget, vi behøver være bange for? Hvad nu, hvis døden er dejlig og slet ikke afslutter noget, men bare er en dør til en ny måde at leve på. Faktisk er der ingen, der ved det. Det er bare os voksne som har lært, at døden er sørgelig og at man bliver ked af det, men vi kan lære noget andet! Vi kan selv vælge, hvad døden betyder for os. Selvom der bliver lavet film, bøger, historier med masser af sørgelighed. Lavet af voksne. Der ikke kender døden, men selv har fået deres overbevisning fra deres forældre.
Jeg følte mig helt oplivet og entusiastisk og det kunne hun mærke. Og hun kunne kalde på sin far og få ham til at putte dynen omkring sig i sin egen seng og jeg husker hende lige på det igen, inde fra mig og Mikkel: Døden kan være smuk og dejlig. Sådan kan den også være.
Nu vil du måske være uenig med mig og huske på sorg og smerte, hvis du har oplevelser med døden, som gemmer sig som minder. Men jeg kender også døden. Min elskede mormor og morfar, som var meget tæt på mig er døde og min far døde sidste jul. Inden vi rigtig nåede at være sammen og vigtigst for mig, at han lærte mine børn at kende. Men jeg kan selv vælge, hvilken kanal jeg vil sende på inde i mig. Om det er tristheds-kanalen, der gør ondt i maven og giver savn og smerte. Eller vælge den kanal der gør mig oplivet over, at mine kære er et dejligt sted og at de har det godt og jeg har ikke mistet noget. Jeg har bare skiftet relation med dem. Vi har hele tiden relationer, der ændrer sig, universet ændrer sig konstant og er evig dynamisk. Og når vi accepterer det, så er vi trygge. Utryghed er, at vi ikke accepterer det og prøver af al magt, at holde fast! Hvis vi ønsker at føle sand tryghed, så husker og forstår vi, at verden er absolut foranderlig og vi kan intet gøre ved det. Vi kan kun gøre noget ved vores tanker og handlinger. Vælge hvilken kanal, vi vil sende på inde i os. Så kan vi tale om kontrol og magt. Som vi alle sammen har, hver og en.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar