Hvor er her dog (dejligt) stille!

Stilhed -

Jeg nyder min stilhed. Jeg fungerer ret dårligt med larm og uro omkring mig, hvis det er massivt og formålsløst. Derfor er mine stille timer hver dag, herhjemme, guld værd for mig. En måde at have mindfulness i mit liv.
Derfor bed jeg mærke i, at min datter igår direkte formulerede, "jeg har sådan brug for at tale", da jeg bad om lidt ro. Det var under vores aftenritual og hun mente ikke med sin sætning, at hun havde brug for at tale om noget specifikt. Der skulle bare være lyd på. Hvilket der for begge mine børn, er rigt repræsenteret hos dem. Og selvfølgelig, børn har en høj energi og den skal der være plads til. Men for at balancen er der, skal de også bevidst kunne vælge stilheden.

Andre gange, når jeg kan mærke, at nu går bølgerne lidt højt med larm og sus, så leger jeg prompte stilleleg med dem. Mikkel er endnu ikke helt indforstået med reglerne, men Karoline fanger den med sin alder. Og hun tog den også igår aftes under aftenseancen og lavede stilleleg, da jeg sagde, at hun skulle være stille, trods sin lyst til lyde ud af munden. Det var ikke helt nemt for hende, men der var alligevel en dybere forståelse hos hende og vi holdt den resten af vores ritual på badeværelset. For hvad er konsekvenserne, hvis vi ikke kan tåle at have stilhed og ikke kan være bevidste om, at vælge den til, i vores liv? Stress, overfladiskhed, fravær? Bestemt. Fra os selv og vores liv i dybden. Jeg kan selv mærke de (korte og få) perioder i mit liv, hvor jeg har brug for at fylde min stilhed med noget, fordi jeg ikke har lyst til at mærke mig selv og lytte til mit indre. Som at fylde sig selv med junk, slik, stoffer, cigaretter. Det er en klar selvsabotage af os selv. På færde er det sårede ego, der ikke føler sig tryg og elsket og desværre får al for meget taletid og får styringen af vores selvomsorg. Men vi kan fra vores højere selv tage styringen tilbage og tænke, "hey, jeg skal vist lige have givet mig selv noget kærlig opmærksomhed og se og høre, hvordan har jeg det egentlig for tiden. Hvad er der på færde, som jeg dækker over med mit sårede ego, som får lov til at sabotere mig selv."
Jeg ser det sårede ego som en af de iboende kræfter i os, som når vi giver det tøjlerne, puster det sig op og virkelig begynder at larme og støje. Et indre dybt umodent barn, der er blevet misligholdt, som regel i vores egen barndom. Hvor mange gode beslutninger er det mon i stand til at tage for os og vores liv? En indre beboer, som ikke vil os det godt, men bare lave rav i den og ødelægge. Vi kan heldigvis hele den usunde, sårede kraft, til at blive et sundt ego. Som er til virkelig gavn for os. Men dertil har vi først brug for stilhed. Stilhed er kærlighed og omsorg. Til os selv. Og derfor vil jeg give det område ekstra opmærksomhed i Karolines liv for tiden. Bl.a. ved at jeg i dag henter hende tidligt fra skolen og så er der ingen medier i dag.