Vores valg med døden

Min elskede far er i denne tid ved at give slip på sin jordiske krop og overgå til sin næste tilstand som ren ånd. Det har været og er, en af de sværeste og mest lærerige perioder for mig i mit liv. Min far valgte, at han ikke kunne være i mit liv, da jeg var barn og først for nyligt, begyndte vi at kunne finde ind til hinanden og have en større kontinuerlig kontakt. Og da jeg så fik beskeden om, at der ikke var mere at gøre ved kræften, kom en del af mig i kontakt med følelserne om svigt og at nu forlader han mig igen og det gjorde så ondt! Men jeg kan alligevel sige, at jeg har sluppet al min vrede mod ham, for at han forlod mig og ikke tog ansvar for mig, fordi, jeg har ændret de briller, jeg ser min far igennem. Jeg har tilgivet ham, som det voksne menneske jeg er i dag, fordi jeg har opdaget, at hans kærlige fravær har været medvirkende til, at jeg var i stand til at tiltrække mig den dejlige mand, jeg er gift med og som er en fantastisk far for vores børn, da jeg nu vidste præcis, hvordan jeg ville have, han skulle være. Og da jeg sidste weekend sad hos min smukke kærlige far og holdt ham i hånden gennem fire timer og fortalte ham fra et ærligt hjerte med tårerne trillende ned, at jeg elskede ham så højt og at alt vil blive godt for ham nu, var jeg så taknemmelig for, at jeg kunne tage den smukkeste afsked med ham i fuldstændig fred og der var virkelig meget kærlighed fra os begge.

Jeg har også ændret mine briller omkring døden, efter at have været så angst for den, at jeg slet ikke turde tænke på døden tidligere i mit liv, fordi jeg blev så angst. Men jeg tror i dag fuldstændig på, at døden ikke eksisterer, der findes kun tilstande, som ændrer sig. Og at den frygt, der gennemsyrer vores samfund omkring døden, er noget vi påtager os i vores barndom, fordi det er det, vi lærer. Mit barn Karoline ved selvfølgelig, at morfar er ved at dø. Og da det blev en endelig realitet for os for nyligt, fortalte jeg hende det. Og vi havde en rigtig god samtale, hvor hun til sidst fortæller mig, at hun er bange for, når jeg en dag skal dø. Jeg stoppede nogle sekunder og jeg observerede, at jeg kunne tænke mig til et svar, som kunne lyde, a la "Det behøver du ikke, jeg dør ikke", eller "Det varer mange, mange år før, jeg dør, det skal du ikke tænke på". Standardsvar, som ville efterlade hende med en uro og følelse af, ikke at have fået den beroligelse, som hun havde brug for og svar, som udspringer af, at jeg overhovedet ikke selv har det godt med døden, hvilket hun ville kunne aflæse med det samme. Jeg kan godt huske, hvordan frygten fyldte i min lille krop, når jeg tænkte på en dag at skulle miste min mor eller mormor og morfar. Så jeg kunne sætte mig ind i, hvordan den lille pige foran mig muligvis havde det lige nu. Men i løbet af de sekunder, hun ventede på mit svar, kunne jeg også mærke det valg, jeg havde og jeg gik fra hovedet og ned til mit hjerte, hvor det rigtige svar for Karoline boede. Og ordene kom til mig, så jeg nu kunne sige til hende "At til den tid jeg skal dø, har jeg lært dig, at døden ikke er farlig, men smuk og du vil forstå døden og ikke være bange længere". Og hendes øjne og roen der faldt over hende, fortalte mig, at det var lige præcis det, hun havde brug for at vide. Og jeg kunne selv føle, at sådan vil det være, når jeg en dag skal ændre min tilstand og mit forhold til hende. Og vide, at alt vil være præcis, som det skal være. Som det hele tiden er for os.