Min dybeste sandhed om, hvorfor jeg ikke kunne træne

Jeg har (næsten) ikke rørt en muskel, siden jeg stoppede med jazzgymnastik som 16-årig, hvis det var med intentionen om at træne! Altså sådan være sveddryppende, hjertebankende og med ømme muskler bagefter. Jeg var ellers god, var med til at opvise rundt omkring og i Sverige, men da jeg mødte min ungdomskæreste, så var der ikke tid til at træne min. to gange om ugen mere. En beslutning jeg tog og så lå motionsdelen ellers brak.
Jeg havde så senest en lille flirt med noget høj intentivt zumba sidste sommer, men ak, efter tre måneder, så fandt jeg på en årsag til, at det ikke lige passede ind i mit liv alligevel. Og sådan har altså motionsdelen lydt i det, der er min histore, siden jeg var teenager.
Men for lige at rationalisere, så har jeg jo gjort så meget andet! Spiser sundt  i overensstemmelse med min krop, vælger selv mine tanker og skaber selv mit liv deraf. Jeg har skabt en kærlig og succesfuld familie og jeg er nu i gang med at få min karriere og passion ud over rampen. Men motionen, den var det mørke, onde åg, som lå på mine skuldre og som jeg gentagne gange har prøvet at få rystet af mig, med alle mulige undskyldninger og forklaringer på, hvorfor jeg ikke var en af dem, som fik trænet muskler og puls. Og med masser af skyldfølelse til følge. Jeg havde ikke engang lyst til at se nærmere på, hvad der lå bagved, for så kunne jeg jo risikere (læs: helt sikkert) at gøre noget ved det og komme i gang. Det kunne jeg slet ikke overskue, for det gør jo ondt i kroppen, i lungerne, jeg bliver svimmel og værst af alt, det grimme ansigt ville hver gang vise sig med, hvor dårlig i form jeg er. Og altså ikke var i toppen af ligaen (mit liv), på dette område, hvilket jeg ellers bedst synes om.

Men for nyligt fik jeg taget mig i nakkeskindet, sat mig ned og tvang mig selv til at se på, hvorfor jeg hele tiden bremsede mig selv. Fordi jeg ikke længere syntes, jeg kunne skjule for mig selv i spejlet, at musklerne svinder. Og jeg bliver kun svagere med alderen og havearbejdet i de få måneder om året, er altså ikke nok til, at jeg føler mig stærk og vital året rundt. Også når jeg bliver gammel. Men det var noget af en overraskelse for mig, hvad der er virkeligheden har styret mig og bremset mig i alle de år, for at gøre min krop stærk og smidig. For da jeg rigtig fik dykket ned under de gængse undskyldninger og forklaringer, så kom sætningen, "jeg må ikke være selvoptaget". En overbevisning jeg skabte som 15-16 årig, da jeg stod og rettede på mit hår i spejlet og min kusine, der var nogle år ældre og som jeg respekterede, sagde til mig "hvor er du selvoptaget!". Noget som var hendes skyggeside og som dér, blev tricket af mig og mit spejlbillede. Men det vidste jeg jo ikke dengang. Og jeg besluttede mig dybt inde, at jeg ikke ville være selvoptaget. Hvilket har påvirket mit liv, fremover. Bl.a. ved at jeg ikke har dyrket min krop, noget som for mig, er utroligt selvoptaget. Men som jeg nu kan se, er positivt. Problemet er, når vi skaber en overbevisning om os selv eller vores liv, så kan vi ikke vælge noget andet. Heller ikke det positive. Men nu, hvor jeg er i gang med, at integrere og tillade mig selv, at jeg godt må være selvoptaget, er jeg nu i stand til, at tage det bevidste valg, at træne og løbe. Uden om den plapren, jeg ellers har fyldt mit hoved med i alle årene, for at undgå, at skulle tage det valg. Som var godt i gang igår aftes igen, men jeg skal nok selv bestemme nu. Og jeg kom afsted.

Og jeg kan nu være selvoptaget med, at gøre noget godt for min krop. Give den opmærksomhed og kærlighed. Uden at en gammel skygge fra min fortid, skal bestemme over den mere.
Hvis der er noget, du også ønsker at ændre i dit liv, men ikke kan, så er der helt sikkert noget andet på færde inde i dig. Men når vi finder modet, til at se på, hvad det er, så kan vi ændre det. Og tage nogle andre valg. Og mit liv bliver mit og dit liv bliver dit! Og ikke styret af, hvad andre mener eller synes om os og den vi er. Sikke en verden, vi så kunne leve i. Og lære videre til vores børn, som altid er det essentielle for mig. Og de har selvfølgelig begge været ude at løbe med mig nu. Til stor glæde for både dem og mig.